Publiceret 08-03-2024 af Karina Norqvist Nielsen

Nyt fra Brøndby Gymnasium 8.3.2024

Velkommen til en uge med kimende telefoner. 1. marts var ansøgningsfrist til optagelse på ønskeuddannelsen og Brøndby Gymnasium har haft en fantastisk søgning. Vi glæder os til at kunne byde velkommen til 84 1. prioriteter til stx og 28 1. prioriteter til HF.

De kimende telefoner i ugens løb skyldtes nervøse forældre, der lige skulle sikre sig, at ansøgningen i optagelse.dk var registreret af os. Heldigvis kunne vi berolige dem alle :-)

Ellers har ugen været præget af hektisk aktivitet med klargøring af SRP og SSO-formuleringer, som blev udleveret i dag i Kantinen til de mange spændte 3.g’ere og 2.hf’ere, som nu kan tage hul på skriveperioden.

Vi har også i ugens løb haft et super arrangement med forestillingen Act On, som blev vist for hele 1. årgang og handlede om misbrug. Præstationen var så stærk, at selv en af vore lærere troede, det var autentisk og tilbød sin hjælp, da aktøren på scenen så ud til at blive dårlig.

Meget stærk og tankevækkende performance, som tryllebandt alle. Skuespilleren Thomas Milton var fantastisk. Læs mere her:

https://www.act-on-it.dk/drugs/

Det var også ugen, hvor vi kunne fejre en spritny bogudgivelse: Udfordringer og muligheder i gymnasial matematikvejledning. Bogen henvender sig til alle landets matematikvejledere og vores egen Dorte Brandt Pedersen har ansvaret for kapitel 2 om Lighedstegnets muligheder og betydninger. Her gik man (læs: jeg) og troede, at lighedstegnet var entydigt ”lig med”, men det er slet ikke tilfældet. I kommende udgave af Nyt vil vi bringe et interview med Dorte om lighedstegnets forskellige betydninger. Glæd jer :-)


Alle gymnasiets lærere var samlet tirsdag om temaet: Læsning, lektier og lektieformål. Det var vore to dygtige læsevejledere, Sara Lindberg og Brit Leisvig, der med forskellige cases tog os igennem elevernes udfordringer med at læse lektier og vigtigheden af lærernes instruks og vejledning om den givne lekties formål og fokus. Vi er helt opmærksomme på, at det at læse lektier er tidkrævende og skal planlægges. Derfor er det en stor hjælp, hvis man som elev kan planlægge lektielæsningen i god tid og med klare designer om, hvad lektiens formål er.

De næste uger går med at tage fat på eksamensplanlægningen og kigge på næste skoleårs holdfordeling og indsatsområder. Der stilles stigende krav til gymnasiernes håndtering af seksualundervisning, bæredygtighed, (faglig) trivsel og digital teknologiforståelse. Og så er der hele spørgsmålet om ai i både undervisning og til eksamen. Det er i sandhed en mangfoldig opgave at drive gymnasium – godt vi også kan feste sammen: Husk den store Galla-aften, fredag den 22.3.

Husk også, jer der skal på studietur lige om lidt at søge Kjeld Rasmussens Rejselegat inden 1. april.

God kvindekamp i det fine solskinsvejr og god weekend,


Pia Sadolin
Rektor

template-img

 

Del denne nyhed på Facebook