Publiceret 12-01-2024 af Pia Sadolin

Nyt fra Brøndby Gymnasium 12.1.2024

6 timer før Rave Party
2 dage før udråbelsen af det nye regentpar

Godt inde i årets 2. uge med udsigt til vennefest i aften, fredag, har vi allerede lagt ud med en vintereksamen og en række fællesarrangementer. Så forårssemestret er i gang.

Vi holdt Nytårskur onsdag med gifler, info fra rektor og præmie til 2.s’ fodboldhold, som vandt juleturnering 2023. Stort tillykke til dem og tak til arrangørerne af turneringen.


Samme dag afholdt vi et modul med temaet: At være sammen uden mobning. Første del af modulet foregik i klasserne og i anden del af modulet, var klasserne sammen på årgangen. Baggrunden for modulet er den aktuelle samfundsdebat om unges trivsel/mistrivsel og sociale mediers potentiale for mobning samt egne erfaringer på BG.

Det var nogle meget intense 95 minutter, som vi nu skal samle op på med afsæt i Helle Rabøl Hansens bog: Parentesmetoden – tænkestrategier mod mobning (2023).

Dagen inden havde vi inviteret til oplæg om og drøftelse af computergambling og ludomani. Det var et tema, vi allerede havde programsat med den digitale dannelsesdag i efteråret, men som vi desværre havde måttet aflyse.

Vi delte eleverne op i 1. årgang for sig og 2.-3. årgang sammen. Rune Bro-Jørgensen fra Center for Ludomani indtog sammen med 2 assistenter kantinen og talte med eleverne om risikoen for at ryge ud i spilmisbrug ved overdreven gambling.

Især eleverne på 18 og derover havde tydeligvis mange erfaringer med at gamble. Oftest i sociale sammenhænge, sammen med andre f.eks. i forbindelse med sport eller til fester. Ganske uskyldigt. Tilsyneladende. Men Center for Ludomani kunne berette om unge mennesker, især mænd, hvor spilleriet tog overhånd og udviklede sig til misbrug. Budskabet er, at vi skal hjælpe hinanden og være opmærksomme på ændringer i adfærd, som kan skyldes begyndende ludomani.

Tak for en interessant gennemgang og god dialog med Rune.


Vi har afholdt valg til bestyrelsen og hele 3 forældre udtrykte interesse. På baggrund af møde og samtaler er resultatet blevet, at Louise Lien Sahlberg (mor til Oskar Duus Sahlberg, 1.i) er vores nye for forældrerepræsentant og Birgit Street (mor til Elias, 2.s) er vores nye suppleant i BGs bestyrelse. Vi ser frem til et godt samarbejde.

God weekend og held og lykke med nytårsforsættet :-)


Pia Sadolin
Rektor

template-img

 

Del denne nyhed på Facebook