Publiceret 03-11-2023 af Pia Sadolin

Nyt fra BG Uge 44

I tirsdags var Maja (koordinator for BGs mentorprogram), Karina (koordinator for BGs rekruttering) og jeg inviteret til netværksmøde i 3point af Nanna (medlem af Brøndby Gymnasiums bestyrelse). Et meget vellykket arrangement, som ikke mindst bød på et fint interview med Andreas Maxsø ("Kaptajnen"). Maxsø var bl.a. inde på kravene til BrMa-spillerne og hvad der skal til for at få succes. Det var tankevækkende, hvor meget Holdspilleren betød i Maxsøs optik og hvor betydningsfuld evnen til at reflektere over egen og holdets indsats er i dag.

Spændende at lytte til for os, som jo netop gerne bidrager til både individuel udvikling og at være en del af fællesskabet.

Fotograf: Teis Markfoged
 

På BG har ugen summet med 1.g'ernes afsluttende prøver i grundforløbet. Nervøsitet og glæde har været det dominerende indtryk. Jeg har set utroligt mange flotte karakterer og stærke præstationer. Grundforløbslærerne er begejstrede for elevernes seriøsitet og indsats. Alle flytter sig og har lært rigtig meget.

Weekenden vil helt sikkert blive mødt med sofa, puttetæppe og en velfortjent middagslur.

 

3 glade 1.g'ere, der netop har afsluttet eksaminerne i grundforløbet. Fra venstre Lui, i midten Maja, til højre Malte. Stort tillykke til dem.

Vi lægger i øjeblikket sidste hånd på Studie- og ordensreglerne. De skal til høring i både Elevråd og Pædagogisk Råd og forelægges Bestyrelsen, inden de kan træde i kraft. Jeg vil turnere i klasserne med de nye regler, når de er behandlet og godkendt. Vi har tilstræbt at gøre reglerne både lettere forståelige og mere konsekvente.

 

I aften fejrer vi Halloween. De 2 bedst udklædte får præmier. Jeg er spændt på opfindsomheden og glæder mig til en (u)hyggelig aften.

God weekend.

Pia Sadolin
Rektor

template-img

 

Del denne nyhed på Facebook