Publiceret 13-11-2020 af Pia Sadolin

Nyt fra gymnasiet

Så er fredagsstemningen ved at sænke sig over BG. Der er hygge og pararbejde med maske og afstand. Vi er ved at vænne os til mundbindsreglementet, så stor ros til eleverne for at overholde det med smil og godt humør.

Denne uge har ikke som den foregående været så belastet af covid19-smittefare og test, men vi har fortsat epidemien helt inde på livet som Vestegnsgymnasium i et område med højt smittetryk. Vi er derfor meget optaget af at sikre, at elever og lærere giver besked om potentiel smitte til kontoret.

I forlængelse af de ulemper og afsavn der er ved at skulle selvisolere ifm. testning og endnu værre, hvis testen er positiv, har vi besluttet at lave en pædagogisk tilrettelæggelse af dagene lige før jul, nærmere bestemt mandag den 21.12. og tirsdag den 22.12. Denne pædagogiske tilrettelæggelse indebærer, at de to dages undervisning og juleafslutning vil være virtuelle, dvs. uden fysisk fremmøde. På den måde etableres en tidsmæssig sikkerhedszone, som gerne skulle foregribe smitterisiko op til juleaften.

Det betyder, at vi vil forsøge at lave nogle juleaktiviteter undervejs frem til slutningen af december.

Vi starter ud med 2 modulers julerier fredag den 27.11. med risengrød og æbleskiver. 1. december går julequizen i gang med præmier hver dag, og i samråd med lærere og festudvalg planlægges julerier henover december måned.

Den 22.12. bliver som sagt en virtuel juleafslutning, hvor vi satser på video-julehilsner og julekort fra alle klasserne til os alle sammen.

Mandag den 4.1. 2021 skydes forårssemestret i gang og vi kommer tilbage efter en forhåbentlig dejlig juleferie til - igen forhåbentlig - gode nyheder om epidemiens snarlige afslutning og en færdigudviklet vaccine. Så har vi besluttet at holde Nytårskur med lækker frokost, Nytårstale og tilstedeværelseskonkurrence. Som kompensation for juleafslutningen og som en glad start på det nye kalenderår.

Grundforløbet er gennemført og studieretningerne er startet. Vi har evalueret det hele med 1. årgang og konklusionen på evalueringen af intro- og grundforløbet 2020 kan allerede nu slås fast:

Trods coronaepidemi og en række restriktioner mht. overnatning og fest i kantinen scorer intro-og grundforløbet højere tilfredshedskarakter end sidste års :-)

Eksaminerne i NV og AP er også gået over al forventning og som det fremgår af billedet herunder kan den nye årgang slet ikke få nok af tal - selv glasset skal inddrages.

Vi forventer at være klar med konklusionerne på årets evaluering af intro- og grundforløbet i slutningen af denne måned. Konklusionerne offentliggøres derefter på BGs hjemmeside.

3.g’erne har netop afsluttet deres sidste flerfaglige forløb med individuel prøve, inden de skal prøve kræfter med SRP i foråret. Også det forløb har været vellykket og tidsmæssigt krævende for både elever og lærere. 2.hf’erne har gennemført generalprøve i KS, som de skal til eksamen i lige når vi starter igen i januar. Vores første vintereksamen, det er historisk.

Om en halv time vil mange af vore elever sidde klar ved tasterne for at tjekke Lectio. Her vil årets første standpunktskarakterer nemlig tone frem. Held og lykke :-)

På mandag er pedel Zisan Corap tilbage ovenpå en vellykket knæoperation. Vi er mange, der har savnet ham de sidste 14 dage. Velkommen tilbage, Zisan.

God weekend,

Pia Sadolin
Rektor

template-img

 

Del denne nyhed på Facebook