Publiceret 29-05-2020 af Pia Sadolin

Nyt fra gymnasiet, Uge 11 ct (coronatid)

Coronapandemien har gjort danskerne til et folk af naturdyrkere. I skoven og langs med vandet har vi søgt roen og skønheden på lange vandreture samtidig med, at vi har søgt at forstå, om Jordens balance havde nået et tipping point. Om naturkatastrofen Corona er udtryk for et fatalistisk varsel om, hvad vi kan risikere, hvis vi ikke passer bedre på kloden. Om Corona er en løssluppen designet virus, der aldrig skulle have været lukket ud af sit kinesiske bur. Eller om Coronas oprindelse er lige meget, for basicly handler det om at finde en vaccine. Eller…

Coronapandemien åbner de eksistentielle sluser hos os og i denne uge åbnede BG for de yngre årganges tilbagevenden. I går (torsdag) var 1.g’erne på besøg og i næste uge bliver BGs lokaler igen fyldt med alle årgange.

I dag, fredag, afsluttede vi dette eksamensårs skriftlige eksaminer og som belønning udleverede vi studenterhuerne til 3.g’erne. Huerne skal naturligvis først på hovedet som kronen på værket efter sidste mundtlig eksamen. Men det var en fornøjelse at tænde forventningens lys i de unge menneskers øjne. De sidste 2 måneder har ikke været de nemmeste i deres liv. Og flere spørgsmål omkring dimission og vognkørsel er fortsat uvisse.

Det danske samfund er under genåbning og derfor formanes vi af politikerne om at holde fast i den adfærd, der har bevirket, at vi nu igen kan nærme os en normal tilværelse. I en kristen sammenhæng sker denne samfundsmæssige genåbning i forbindelse med Pinsen. Og Pinsen repræsenterer den kristne kirkes fødselsdag. Her fejres det, at Helligånden (altså Guds ånd) kom til verden og skabte tro, håb og fællesskab blandt mennesker.

Uanset tro er budskabet om håb og fællesskab et stærkt budskab i denne tid. Vi har brug for begge dele. Ikke mindst de mange, unge mennesker, som har følt sig parkeret på et sidespor uden helt at forstå, hvorfor man kunne gå til frisøren, men ikke i skole. Og som nu oplever en lettelse over, at de igen må komme udenfor og et håb om, at de kan nå at gense deres klassekammerater, inden sommerferien – og opleve det fysiske fællesskab, de så længe har savnet.

Gymnasieeleverne er fornuftige unge mennesker, der forstår alvoren i situationen og derfor forvalter deres genvundne frihed med stor ansvarlighed. Det er ikke min oplevelse, at de vil misbruge regeringens tillid, men tværtimod forvalte den seriøst og fornuftigt.

Jeg tror ikke, vi skal være nervøse for storslåede tableauer med dansende pinsesole, ligesom jeg har tillid til, at vi også godt kan slippe de kommende studenter løs på vognture rundt til glade forældre. Vel, vil de nok drikke, så huen passer, men de seneste 10 uger er ikke gået hen over hovederne på dem. De er blevet vaccineret med et sandhedsserum om, at det moderne samfunds eksistens kan trues.

De kommende 14 dage er nok eksamenstid, men meget anderledes end eksamenstiden plejer at være. Alle mundtlige eksaminer er suspenderet bort set fra 3.g’ernes SRP-eksamen i uge 25. Den glæder vi os til :-)

Pinsesolen danser

template-img

 

Del denne nyhed på Facebook