Publiceret 11-10-2024 af Pia Sadolin

Nyt fra BG 11.10.2024

Så gik Tesfaye alligevel Galimattias - læs artiklen her

Vi er ikke hellige på BG, men efter adskillige gange at have modtaget hyrdebreve fra ministeriet om at begrænse de unges indtagelse af alkohol til intro, fester og studenterfejring, er det måske et noget uheldigt signal fra ministerens side at gå ud og promovere netop denne drukside af gymnasiekulturen som det attraktive ved Regeringens nye epx-forslag og den grønne studenterhue! Desværre var vores BG-redaktion, som består af 3.g’ere, for beskæftiget med det flerfaglige forløb FF5 (generalprøven på SRP) i dag, til at de kunne nå at udnytte momentum med et modsvar i form af en stx-video.

Videoens budskab skulle selvfølgelig have været:

Vi valgte den røde hue for at blive kloge, være en del af et sundt ungefællesskab og få et afklaret perspektiv på vores fremtidige uddannelse.

Og tilsvarende for hf, der bliver nedlagt:

Vi valgte den blå hue for at blive kloge, være en del af et sundt ungefællesskab og få et afklaret perspektiv på vores fremtidige uddannelse. I den sammenhæng faldt det mig også ind, at BG-Festival i torsdags understregede, at fællesskab omk. fysiske aktiviteter i et legende set-up fungerer for både store og små. Og får de små (4. klasserne) til fuldstændigt at glemme evt. forskelle i udseende og formåen. Det var leg og glæde ved at deltage, der strålede ud af hele arrangementet. DIFs mantra:

»alle børn og unge skal have adgang til idrættens fællesskaber« og disse fællesskaber skal »fremme trivsel og udvikling hos alle børn og unge« er måske vigtigere end nogensinde. Nylig forskning viser nemlig ifl. Idrætsmonitor, at negativ kropsselvværd starter allerede i 4.-5. klasse. Læs artiklen her 

På BG synes jeg, vi har en fin, afbalanceret tilgang til krop og idræt, men på landsplan skal der gøres en del for at forebygge stigende kropsutilfredshed. Faget idræt er selvskrevet til at løfte den opgave. Men det kan ikke stå alene. De humanistiske fag, de samfundsrelaterede fag, de naturvidenskabelige fag og de kreative fag skal sammen med idræt bidrage til at skabe et miljø på uddannelsesinstitutionerne, hvor man med faglig viden og demokratisk dannelse lærer eleverne at sortere alle de informationer fra, som skal gøre dem usikre, skræmte, utilstrækkelige og dumme.

Vi skal stå fast på vidensamfundet. Alle de mange daglige informationer kræver viden for at kunne sortere i dem og selvtillid for at kunne modstå de værste. Jeg håber, I alle får en skøn efterårsferie fyldt med bevægelse og viden til krop og sjæl. Jeg selv vil bruge lidt fordybelsestid på Regeringens nye publikation: Flere i gymnasiet – forberedt på fremtiden

Pia Sadolin

template-img

 

Del denne nyhed på Facebook