Nyt fra BG - fredag d. 14.10.2022
En begivenhedsrig uge med Digi-dag, valg af studieretning, atletforum og besøg på Velfærdsteknologisk laboratorium (SOSU H). Sådan!
Kun én af vore mange 1.g’ere har ikke fået sin første studieretningsprioritet opfyldt, men har fået andenprioriteten i stedet. Det er naturligvis ærgerligt for den pågældende, men dog en rimelig god fordeling. Vi opretter 2 hele studieretningsklasser, nemlig Idræt-samf og engelsk-samf samt en klasse med 2 studieretninger – en såkaldt papegøjeklasse.
Der er intro-2-dage for de nye studieretningsklasser den 7.-8.11. og derefter går studieretningerne rigtigt i gang.
1.h har set på velfærdsteknologiske løsninger indenfor sundhedsvæsenet ifm. projekt i NF og BG-atleterne blev præsenteret for et forskningsprojekt om forbrug af smertestillende medicin blandt unge eliteatleter, som de (på frivillig basis) kan deltage i.
Digi-dagen var virkelig godt organiseret med en genial teknologisk løsning på workshopfordelingen og opfindsom registrering af deltagelse med forskellige farvede kort. Steen Schjødt og Morten Schultz var hovedkræfter bag dagen sammen med Elevrådet, som bidrog til den gode afvikling.
Omkring 40 forældre til 1. årgang var samlet om aftenen i kantinen, hvor Henrik Chulu fra Cypernauterne dels fortalte om workshoppen, han havde holdt for eleverne om FOMO, dels udfoldede et flot foredrag om algoritmer, manipulation og teknologiens indflydelse. Hans udgangspunkt var, at teknologi udtrykker løsninger, hvis konsekvenser vi ikke kender. Foredraget gav anledning til livlig debat og bagefter var der mulighed for at snakke med vejledere, koordinatorer og ledelse om alt muligt vedr. at starte op på BG.
I dag er sidste dag for 3.g’ernes færdiggørelse af den skriftlige synopsis, som skal bearbejdes og fremlægges efter ferien. Proceduren har i år lignet den ”rigtige” SRP-proces endnu mere end vanligt og forhåbentlig bliver den rigtige SRP-proces så meget mere genkendelig. 3. g’erne er kort sagt lidt pressede i dag, både deadline og efterårsferie truer :-)
Når vi kommer tilbage efter efterårsferien, er der bestyrelsesmøde, folketingsvalgsarrangement, latinprøve i grundforløbet og 3.g’ernes fremlæggelse af deres SRP-lignende opgave (kaldet ff4) samt Halloweenfest at se frem til.
Man kan ikke sige, BG sætter tempoet ned, så brug efterårsferien på at indhente det forsømte og slap af.
Rigtig god ferie til alle.
Pia Sadolin
Rektor