Publiceret 09-09-2022 af Pia Sadolin

Nyt fra Brøndby Gymnasium 9.9.2022


(fra venstre mod højre: Amalia, Oliver, Andreas, Albert, rektor Pia, Clara, Frederikke)

I dag måtte jeg allerede forlade min ”God-morgen post” kl. 7.50, fordi jeg skulle ud på Brøndbyøster Skole. BG var inviteret og sammen med idrætskoordinator Thomas Anker og 6 fantastiske elever skulle vi fortælle om gymnasiehverdagen og hvorfor BG er et rigtigt godt valg. Foran 80 elever fra 9. klasse og deres lærere fortalte vi løs i en halv times tid. Vores elever gjorde det glimrende og Anker er altid engageret.

Alt gik godt. Vi fik også vist vores BG-præsentationsfilm, men derefter svigtede teknikken, så alle illustrationerne måtte eleverne i salen tænke sig til. Især ærgerligt, når jeg f.eks. ville prale af vores karaktersnit i 2021 og sammenligne med andre gymnasier i vores område.

Det som søjlerne illustrerer så fint, er BGs løfteevne. Dvs forskellen mellem det faktiske karaktersnit (grøn) og det forventede karaktersnit (blå) = løfteevne. I får lige diagrammerne her, så kan de få lidt eksponeringJ

Jeg synes karaktererne understreger vores pointe om at være det lille gymnasium med den store effekt. Alt det, der gør skolepengene godt givet ud.

  

 

Når jeg så om eftermiddagen kan filme brugte snusposer på gulvet i et klasselokale og morgenen efter kan konstatere hærværk mod automaterne og tyveri af adskillige automatvarer, bliver jeg faktisk ked af det. Hvad skyldes det?

I en anden klasse er 2 strømforsyninger forsvundet på en uge og jeg sender i næste uge 3 elever hjem, fordi de har snydt med skriftlige afleveringer. Sådanne studievaner dur bare ikke. Hvorfor sker det?

Det er ikke dén historie, vi fortalte på Brøndbyøster Skole i dag og det er ikke dét BG, vi skal vise kommende besøgsklasser fra Hvidovre og Brøndby kommuner. I, vi og de skal opleve det BG, som er bygget op siden 2005 og som baserer sig på, at man gør, hvad man kan for sig selv og hinanden og aldrig kun for sig selv. At man tager ansvar for egne handlinger og sammen går efter det bedste. At man kan være den man er, bidrage med det man har og føle sig velkommen.

Med 270 elever er det indlysende, at der skal ske tilpasninger og for nogle, tager det længere tid end for andre. Men hvis man efter samtaler med lærere og rektor stadig ikke har forstået spillereglerne, bør man virkelig overveje om BG er stedet.

Vi holder løbende klassemøder, i teams, mellem klassens lærere, med klassens elever og håber den vej rundt at kunne holde dialogen om at være en del af BG med positive input og eksempler på læringsstrategier, der virker. Det er mit indtryk, at eleverne – hver for sig – forstår budskabet og støtter op, men at det går galt for nogle, når de indgår i ”the gang”.

Opsummerende kan jeg konkludere, at vi er lettere ”stirred not shaken.” Jeg synes, det er problemstillinger, der skal deles, fordi I skal vide, hvad vi arbejder med. På den måde kan I også bedre snakke med hinanden og spejle jeres oplevelser af hverdagen på BG.

Selv om denne uge ikke helt rækker til betegnelsen: sabbati terribilis, så har ugen foruden ovenstående også budt på rigtig megen sygdom blandt lærerne og en lærer, der blev kørt ned på sin cykel. Vi har sendt trøstende ord og chokolade og han kan næsten smile trods syninger og skrammer.

Så oven i alt dette er det dejligt at opleve præsentationen i dag på Brøndbyøster Skole med dygtige BG-elever, at høre en begejstret matematiklærer, Jasmin Øder Madsen, berette om elever til Georg Mohr konkurrencen og samfundsfagslærere, der tager en hel 1.g-årgang med til Ungdommens Fællesmøde i Valby.

Brøndby Gymnasiums Saloner er nu så langt, at vi både har lagt præsentationer ind og tilmelding til hver salon. Et intenst, effektivt samarbejde mellem sekretær Karina Norqvist og informatiklærer Morten Schultz har resulteret i et en flot række pitch, som I kan lade jer inspirere af og tilmelde her

Afslutningsvis og på falderebet bliver Nis Stendevad, dagens stjerne, da han kunne overrække en tabt mobiltelefon, han havde fundet på vej til arbejde til dens ejer (en fremmed), som fortvivlet havde eftersøgt den med sin Find-my-iphone.

God weekend

Pia Sadolin
Rektor

template-img

 

Del denne nyhed på Facebook