Publiceret 04-06-2022 af Pia Sadolin

Nyt fra BG

Eksamen er i fuld gang - gæt hvad pedel Kell laver :-)

Alt for tiden drejer sig om eksamen og en lille smule om det kommende skoleår.

2.h er i fuld gang med 3 dages idrætseksamen og de klarer det så flot.

3.g’erne har taget hul på SRP-eksamen og det tegner også glimrende.

På kontoret farer vi rundt og hilser på censorer, lykønsker elever, afholder opgavesamtaler om det kommende skoleår, redigerer årsplanen for det kommende skoleår og lærer den store kaffebrygningsmaskine at kende. Pedel Kell har nemlig fået lov til at holde en uges ferie i næste uge!!!! Så vi på kontoret må sørge for, at der er frisk kaffe til alle hver morgen i næste uge. Det sker ikke igen næste år :-)

På onsdag, den 8.6. inviterer vi alle de kommende 1.årgangselever til et arrangement på BG, hvor de kan møde deres kommende holdkammerater, nogle udvalgte lærere og ikke mindst vores kompetente tutorer (elever på BG, der skal tage sig af de nye). Skulle der være unge mennesker derude, som endnu ikke har besluttet sig, har vi stadig ledige pladser på HF - så man må gerne kigge forbi næste onsdag, selv om man ikke står på vores liste over nye elever det kommende skoleår.

Studentermiddag, underholdning, dimission, taler, de sidste formaninger. Alt er som det plejer og denne gang er vi næsten ikke ramt af Corona-restriktioner ift. eksamensafviklingen.

Fortsat held og lykke til alle de unge, der sidder og sveder over eksamensforberedelserne. Jeg glæder mig til at overrække eksamensbeviserne til alle 106 studenter. Den største årgang i BGs historie.

God pinse.

Pia Sadolin

Rektor

template-img

 

Del denne nyhed på Facebook