Vinternyt fra BG/11.2.2022
Fredagen før vinterferien var udvalgt til Valentines Café kl. 16-19. Men i stedet blev Valentines Café skiftet ud med Vinterferie Ski, så der ville ikke komme et øje.
Elevrådet og Festudvalget er derfor gået sammen om at planlægge en gang Forårsbold i hallen for alle elever fredag den 25.2. efterfulgt af en Forårscafé i BGs kantine.
En rigtig fin løsning, da julefodboldturneringen jo måtte suspenderes pga. coronarestriktioner.
De sidste 14 dage er gået med terminsprøver, både skriftlige og mundtlige. I dag, den 11.2. afholdes den sidste mundtlige prøve i matematik. Vi har haft fornøjelsen hele 4 gamle elever som eksamensvagter. De har gjort det fortrinligt.
Her er det Anna Neel, der tager den sidste vagttørn i denne omgang:
Elever, der forbereder sig:
Og elever, der har været til prøve:
Onsdag afholdt vi et rigtigt Åbent Hus med stort ryk ind. Stemningen var så god. Elever, lærere og sekretær gjorde det virkeligt engageret og oplysende, så det var en fornøjelse at sige farvel til de mange glade gæster efter 1 time på BG.
Godt vi gjorde det og måske er kombinationen Online Orienteringsaften på skærmen og Åbent Hus med fysisk fremmøde værd at overveje som BGs permanente koncept - indtil vi finder på noget helt andet :-)
Nu venter vi så spændt på, om anstrengelserne har givet resultat på ansøger-bundlinjen. Omkring 1. marts kender vi det foreløbige søgetal.
3.g’erne har taget hul på SRP-processen og 2. hf’erne er i gang med vurderingssamtaler, så sig ikke, at den danske gymnasieskole ikke er en eksamensskole. Frokostleverandøren overraskede os ved at levere gratis Capri-Sun til alle, ud fra devisen: god forplejning fremmer trivslen, der fremmer motivationen for lærdom.
Rigtig god weekend til alle og god vinterferie til dem, der holder en sådan. Jeg selv vil hygge mig med ledelsesberetningen til Årsregnskab 2021 de første par dage - så dér må det godt være regnvejr!
Vi ses igen den 21.2.2022 klar til resten af forårssemestret.
Pia Sadolin
Rektor