Publiceret 08-10-2021 af Pia Sadolin

Nyt fra BG

Denne uges Nyt er en nyskabelse.

Jeg har startet serien: Én gang Brøndby Gym, altid Brøndby Gym :-)

Jeg ved ikke endnu, hvor mange interviews eller indslag, der kommer i serien, men der er masser at tage af.

Første interview i serien er med Frederik Bleibach Bækgaard Kjær, nyansat lærer på BG.


Efter at have parkeret cyklen, sætter Frederik sig afslappet ved mødebordet på mit kontor. Vi skal snakke om, at han altid har villet være gymnasielærer og er landet det helt rigtige sted.

Frederik fortæller, at det bare havde været så fedt at gå i gymnasiet. Han blev student fra Brøndby Gymnasium i 2013 og vidste præcis hvilke fag, han ville studere på universitetet: Idræt og biologi.

Godt inde i studiet snakkede Frederik med venner og storebror om jobmulighederne som gymnasielærer og fandt ud af, at jobbene ikke bare hang på træerne. Derfor allierede han sig med en flok studiekammerater, bl.a. Pondus, som også havde gået på BG og tilbød sig som vejleder til SRP-skriveværkstedet på BG. Det blev til hele 3 gange vejledning i 3 år, som gav en masse erfaring, elevkontakt og ikke mindst indblik i gymnasielivet fra lærervinklen. Frederik satte et mål for sin karriere: Han ville gerne arbejde på BG :-)

Ved starten af det første år som specialestuderende fik Frederik tilbudt job på et VUC og HF, hvor han i et turboforløb med 6 moduler om ugen skulle føre et hold til eksamen i idræt. Samme dag blev han ringet op af rektor på BG (!), som ikke havde glemt Frederiks SRP-indsats, om et vikariat på fuld tid.

Frederik fortæller, at han havde svært ved at få armene ned den dag.

Med to jobs gik Frederik i gang med specialet og hans specialevejleder blev én af Instituttets bedste: Laila Ottesen - med en fortid som mangeårigt bestyrelsesmedlem i Brøndby Gymnasiums bestyrelse. Det kørte for Frederik og med en ekstra coronamåned klarede han både at føre hf-elever til eksamen i idræt, undervise BG-elever på fuld tid og aflevere specialet on time.

Samme dag, som Frederik skulle fejre afleveringen af specialet tikkede en mail ind fra BGs rektor (!) med tilbud om fastansættelse. BGs elever ville ikke af med Frederik og Frederik var heldigvis heller ikke i tvivl. Den vilde specialefest blev udsat for at møde frisk på rektors kontor næste morgen. Målet var nået.

Selvom det er 8 år siden, Frederik blev student fra BG, kender han stadig BGs elevtype rigtig godt. Han synes selv, han lige har været der. Samme omgivelser, samme steder, man går hen. Han genkender kropsholdningen, det - at der skal ske noget, rastløsheden, potentialet. Han genoplever BGs særlige miljø med max tilstedeværelse, at alle hilser på hinanden, at man inspirerer hinanden på tværs af fag og alder. Det har derfor også været helt naturligt for Frederik at gå ind i arbejdet med at tage imod de nye første årgangselever og introducere dem til Brøndby Gymnasium.

Frederik er i fuld gang med at dele ud af sin faglighed, sit engagement og sin nysgerrighed. Han kan slet ikke lade være. Han er aktuelt optaget af at gennemføre pædagogikum, at lære en masse om didaktik og at afprøve det hele på sine elever og kolleger.

Det er for BG en kæmpe fornøjelse at have Frederik tilbage som dygtig og sympatisk underviser og med en masse ideer til BGs fortsatte udvikling og integrering af eleverne i projektet. Frederik fortæller, han har kig på den nye elevdrevne podcast, som han synes er genial. Han har forslag om blokke som f.eks. OA Special og om nysgerrige blik ind i, hvad lærere og elever laver i undervisningen. Tænk hvis elever fra 2.s kunne lave noget i dansk med elever fra 2.i, som blev bragt som en podcast?

Frederik er en ægte prototype på temaet: Én gang Brøndby Gym, altid Brøndby Gym, og med en masse medbragt inspiration udefra. Det er så frugtbart for BGs livskraft og relevans for fremtidige generationer.

Rigtig god weekend.

Pia Sadolin
Rektor

template-img

 

Del denne nyhed på Facebook