I gymnasiet har alle elever idræt på C-niveau i alle tre år i et omfang, der svarer til et ugentligt modul. Undervisningen er ud fra bekendtgørelsen praktisk orienteret, hvilket betyder at alle timer foregår omklædt og med sved på panden. Idrætsteori inddrages på C-niveau kun i et omfang, så det kan være med til at forstærke, uddybe eller perspektivere den kropslige oplevelse. Undervisningen er organiseret indenfor 3 hovedgenrer kaldet ”boldspil”, ”klassiske og nye idrætter” samt ”musik, bevægelse og kreativitet”.
Ud over velkendte idrætter som fodbold, håndbold, dans, atletik, basketball, gymnastik, volleyball, og badminton kaster vi os også over skumtennis, cirkeltræning, ultimate, orienteringsløb samt forskellige variationer af baseball og amerikansk fodbold. Endelig lærer alle elever at danse Les Lanciers som forberedelse til vores årligt tilbagevendende galla.
I 1. g starter vi med et teambuildingsforløb, og du skal desuden opfinde og afprøve dit eget boldspil samt være med til at udarbejde og fremvise et opvarmningsprogram. I 2. g stifter du bekendtskab med kompetetiv træning, mens 3. g både byder på en kreativ performance og arbejdet med et selvvalgt træningsprojekt indenfor styrke – eller konditionstræning.
Idræt på B-niveau (valgfag i 3. g eller en del af din studieretning)
På Brøndby Gymnasium er der mulighed for at vælge idræt på B-niveau enten som en del af din studieretning eller som et frit valgfag i 3. g. På B-niveau arbejder vi med idrætsgrene, som holdet er med til at vælge i starten af forløbet, og undervisningen er jf. bekendtgørelsen fordelt med 50 % praktik og 50 % teori. Teorien kobles til de valgte idrætsgrene gennem skræddersyede forløb, der på en god og meningsfuld måde får sat noget af den mere grundlæggende og udfordrende teori i spil, så den boglige viden kan omsættes til konkrete idrætslige oplevelser hos dig selv som elev. Eksempler på forløb kunne være ”Styrketræning, testning og doping”, ”Pulsmåling i ketcherspil”, ”Videoanalyse i 100 m. løb”, ”Mentaltræning i redskabsgymnastik”, ”Fankulturer i fodbold” eller ”Opladning til kamp”. Har du blod på tanden til mere end det, findes der desuden en nyskabelse indenfor vores studieretninger, kaldet ”idræt +”.