Praktiske ting
Bærbar computer og software
Hardware:
Alle elever skal selv anskaffe sig en bærbar computer.
Vi vil nødig blande os i, hvilken maskine du beslutter at anskaffe og til hvilken pris, men tag med i overvejelserne, at den bærbare helst skal holde i hele gymnasieperioden samt, at den ikke må være for tung. Endelig er det erfaringen, at det kan betale sig at tilkøbe en 3 års tryghedsforsikring (all risk).
Software:
MS Office: Du skal selv sørge for at have en Microsoft Office pakke med Word, Excel og PowerPoint. Dette bliver dit daglige arbejdsredskab. Office-pakken kan købes billigere i butikkerne, når du køber den som studerende.
Ordbøger
Vi har abonnement på Gyldendals online ordbøger til engelsk/tysk/spansk, og du behøver derfor ikke selv at anskaffe ordbøger.
Lommeregner
Det er ikke nødvendigt at købe egen lommeregner, da vi har licens til cas-værktøjet TI-Interactive, som vil blive downloadet til alle elevcomputerne.
Papir
Du skal som hovedregel selv anskaffe hæfter, mapper og papir.
For så vidt du bruger skolens printere kan papir udleveres hertil.
Printer
Hvis du til eksamen vil skrive på computer, skal du selv anskaffe en printer, som du tager med til eksamen. Sørg derfor for, at den ikke er for stor. Den skal kunne transporteres med til eksamenslokalet.
Skab
Du har mulighed for, at få et skab på skolen ved henvendelse til pedellen. Husk hængelås.
Studiekort
Der vil blive taget billeder til studiekort i forbindelse med skolestart. Indtil du modtager studiekort, kan du dokumentere, du går på Brøndby Gymnasium ved at printe en klasseliste ud fra Lectio, som fremvises sammen med billedlegitimation.
Statens Uddannelsesstøtte (SU)
Du er berettiget til SU fra kvartalet efter du fylder 18. Ansøgningsskemaet udfyldes på www.su.dk . Læs mere om SU under 'Studievejledning'.