Hjem Sitemap
 


omsorgsberedskab

En elevs dødsfald

 

A) Lige efter dødsfaldet

 

  1. Lærerne underrettes ved samling på lærerværelset. Der tages telefonisk kontakt til de lærere, som har den pågældende elev, men som ikke er til stede på skolen. Herefter lægges en besked i Outlook.
  2. Eleverne underrettes ved samling i Kantinen. Her informeres om, hvad der er sket, og der afholdes 1 minuts stilhed.
    Alle, der føler behov, tilbydes en sammenkomst efter skole, varetaget af rektor, for uddybning af årsag og afklaring af eventuelle spørgsmål fra eleverne. De pårørende orienteres mundtligt, hvis det er muligt, om den forventede procedure. Hvis hjemmet /de pårørende ønsker det, kan der  evt. synges en fællessang eller spilles et musikstykke, der har relation til afdøde.
  3. Elevens stamklasse samles. Den første time, eller et tidsrum efter elevernes ønske, vil klassens lærere og studievejleder og evt. rektor/ vicerektor være til stede, da det er vigtigt, at eleverne får lov til at stille spørgsmål og til at tale ud om dødsfaldet. Undervisningen i elevens klasse genoptages ikke den pågældende dag.Klassens elever sendes ikke hjem, uden at det er sikret, at alle elever har haft kontakt til egen familie.Elever, der har behov for at  tale med en psykolog,  henvises til at kontakte egen læge med henblik på henvisning via det offentlige sygesikringssystem.I særlige tilfælde kan det være nødvendigt, at skolen stiller professionel hjælp til rådighed for klassen og lærerne.Studievejlederen skal gøre det klart, at eleverne, også senere, altid er velkomne til en samtale.I den efterfølgende tid skal klassens teamlærere tage dødsfaldet op med klassen, så eleverne ikke får indtryk af, at skolen har glemt klassekammeratens dødsfald.
  4. Vær opmærksom på, at der er elever i andre klasser og på andre hold, der har relation til afdøde. Her er det vigtigt, at studievejleder eller en lærer tager en samtale med  de pågældende elever og skønner,  om der er brug for professionel krisehjælp i form af psykolog (se under punkt 3). Evt. skal der laves en gruppesamtale mellem studievejlederen og de berørte elever efter samme fremgangsmåde som under punkt 3.
  5. I skolens øvrige klasser taler læreren med klassen om hændelsen. Vær her opmærksom på kæreste/ venner/ veninder til afdøde (se ovenfor).
  6. Rektor sender kondolencebrev til elevens forældre med information om, hvad skolen har foretaget sig i forbindelse med dødsfaldet.
  7. Der flages på halv resten af dagen.
     

B) Om bisættelsen:

  1. Der gives mulighed for, at alle, der ønsker det, kan deltage ved bisættelsen, hvis denne er annonceret og/eller familien ønsker det.
  2. Skolen sender blomster til bisættelsen.
    Der flages på halv på bisættelsesdagen til efter bisættelsen. Herefter flages på hel. Deltagende elever og lærere er fritaget for al undervisning hele dagen, hvis de ønsker det.

 

 C) Opfølgning

 

  1. Det er vigtigt, at lærerne er opmærksomme på elevernes adfærd, selv lang tid efter hændelsen og taler med de elever, der måtte have behov for det eller sender dem videre til en studievejleder.
  2. Klassens studievejleder tager initiativ til opfølgende samtaler med klassen og klassen får evt. mulighed for at skrive kondolerende breve til afdødes familie eller på anden måde til at bearbejde hændelsen.
    Efter 1-2 måneder tager studievejlederen kontakt til klassen og følger op på, hvordan klassen har håndteret situationen.

 

 

Personaledødsfald

 

A) Lige efter dødsfaldet

 

  1. Personalet underrettes ved samling på lærerværelset. Ansatte, som ikke er på arbejde, underrettes pr. telefon. Herefter lægger ledelsen meddelelse i Outlook. Dødsårsag og omstændigheder omkring hændelsen afklares. Det er vigtigt, at personalet får mulighed for at tale om hændelsen og bearbejde den.
    Det skønnes fra rektors, tillidsrepræsentants og arbejdsmiljørepræsentants side, om det er nødvendigt for personalet eller enkelte lærere at få professionel hjælp i form af psykologsamtale og om planlagt undervisning gennemføres. Dette kan fx ske via henvisning fra egen læge eller MP/GLs service vedr. psykologisk krisehjælp. I akutte tilfælde, vil skolen rekvirere psykologbistand.
  2. Eleverne informeres ved samling i Kantinen.
    Der afholdes 1 minuts stilhed.
    Hvis de pårørende ønsker det, kan der evt. synges en fællessang eller spilles et musikstykke, der har relation til afdøde.
    Hvis det er en lærer, der er død, tager rektor/studievejleder en samtale med lærerens klasser/hold og skønner i hvilken grad, det er nødvendigt for klassen at bearbejde situationen.
  3. Rektor skønner i samråd med tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant, i hvilket omfang undervisningen skal fortsætte.
  4. Rektor sender brev/ringer til afdødes familie med information om, hvad skolen har foretaget sig i forbindelse med dødsfaldet.
  5. Rektor iværksætter, at der skrives mindeord til lokalavis m.v.
  6. Der flages på halv resten af dagen.

 

B) Om bisættelsen

 

  1. Der gives mulighed for, at alle, der ønsker det, kan deltage ved bisættelsen, hvis denne er annonceret og/eller familien ønsker det.
  2. Skolen sender blomster til bisættelsen
  3. Der flages på halv til efter bisættelsen, hvorefter der flages på hel resten af dagen.

 

C) Opfølgning

 

  1. Det er rektors, arbejdsmiljørepræsentantens og tillidsrepræsentantens opgave at holde øje med lærernes reaktioner og gennemføre eventuelle samtaler med personalet og eventuelt at sende dem til psykolog.
    Det er rektors, arbejdsmiljørepræsentantens og tillidsrepræsentantens opgave hensigtsmæssigt at følge op på begivenheden med opfølgende samtaler, hvor det skønnes nødvendigt og evt. mindeceremoni.

 

En elev mister én af sine nærmeste eller der er langvarig/alvorlig sygdom i familien

 

 

  1. Hvis en lærer eller rektor får besked om en alvorlig hændelse i elevens hjem, skal dette straks indberettes til studievejlederen, der giver elevens lærere besked.
  2. Studievejlederen kontakter eleven i skolen eller ringer hjem og tilbyder en samtale hurtigst muligt.
  3. Studievejlederen orienterer om, hvorledes psykologhjælp kan erhverves samt andre muligheder for hjælp og støtte til unge i sorg.
  4. Studievejlederen og eleven vurderer, i hvilket omfang klassen eller andre af skolens elever skal underrettes.
  5. Hvis klassen informeres om f.eks. dødsfald hos en klassekammerats familie, skal klassen samtidig orienteres om på hvilke måder, det er hensigtsmæssigt at omgås den ramte klassekammerat. Dette sker på initiativ fra studievejlederen.

 

 

 

Bilag 1

 

Studievejledersamtale i forbindelse med, at en elev har mistet en af sine nærmeste eller der er langvarig/alvorlig sygdom i hjemmet.

 

Ydre rammer:

  • Lad eleven vide, at der er god tid
  • Sørg for, at samtalen ikke bliver forstyrret
  • Byd eventuelt på en kop te, kaffe eller andet
  • Sørg for blomster på kontoret.

 

Samtalen:

  • Gør det klart, at samtalen går ud på at klarlægge de behov for støtte, eleven måtte have i den givne situation, både følelsesmæssigt og praktisk.
  • Lad eleven fortælle med egne ord og i sit eget tempo. Der kan være meget lange pauser, men vent med selv at tale.
  • Hjælp eleven på vej med opklarende spørgsmål, som ikke er direkte følelsesmæssigt stødende:
  • Hvad er der sket? Hvordan? Hvornår? Hvem er involveret? Hvordan reagerede vedkommende? Hvordan har vedkommende det nu? Etc.
  • Signalér, at der er tid og rum til at reagere og at det er helt i orden at reagere. Hvis en elev bryder grædende sammen, er det vigtigt at fortælle, at det ikke er et sammenbrud, men en naturlig reaktion (”der er okay, at du græder”). Netop frygten for at bryde sammen kan være et stort problem for de unge.

 

Følgende spørgsmål kan stilles:

  • Skal klassen orienteres? – hvis eleven ikke ønsker, at klassen skal orienteres, skal der spørges mere ind til, hvorfor eleven er bekymret for det. Fortæl, at der er vigtigt, at kammeraterne får det af vide af hensyn til eleven og af hensyn til kammeraterne.
  • Find ud af hvem, der skal informere klassen. Studievejlederen, eleven selv eller evt. begge?
  • Vil eleven helst have, at studievejlederen orienterer alle?
  • Hvor meget skal klassen have af vide?
  • Hvad forventer eleven af klassen?

 

Det gælder ikke kun om at trøste, men i lige så høj grad om at yde en slags psykologisk førstehjælp.

 

 

Afslutning på samtalen:

Man kan slutte samtalen af med at snakke om, hvad der er svært for kammeraterne i en sådan situation. De tror ofte, at det er dem, der gør kammeraten ked af det, når de spørger til, hvordan det går. Dette kan medføre, at de undgår den elev, der har det svært.

 

Det bedste er, hvis eleven selv, enten personligt eller med hjælp fra studievejlederen, fortæller kammeraterne, hvad de kan gøre.

 

Orientering af klassen:

Sig, at det er en alvorlig samtale, der forestår.

Hvis eleven selv går med, er det bedst at lade eleven begynde. Hvis vedkommende går i stå eller bliver ked af det – så giv tid. Evt. kan studievejlederen hjælpe i gang igen.

Hvis studievejlederen skal fortælle, er det bedst, hvis en kollega, der kender klassen godt, er til stede.

Studievejlederen og læreren bør ikke skjule deres egne reaktioner.

Klassen skal have klar besked: Så mange oplysninger som muligt, så man undgår mytedannelser.

Lad klassen reagere, græde etc.

Lad dem selv fortælle om egne oplevelser af tab eller sygdom og hvordan de reagerede på dem.

Lad dem fortælle med egne ord, hvad de finder vigtigt i sådan en situation.

Hvis der er tale om en alvorlig sygdom, kan der tales om, hvordan man kan støtte den pågældende.

 

Hvis eleven ikke ønsker en samtale, skal vedkommende have lov at være i fred. Studievejlederen bør da et kort stykke tid efter følge sagen op med et tilbud om en ny samtale. Dette tilbud kan gentages efter 2-4 mdr.

 

 

Bilag 2

 

Krisen deles op i 4 faser:

 

  • Chokfasen: Den akutte fase, der kan vare fra et øjeblik, timer til dage. Personen bruger al sin energi til at holde virkeligheden på afstand, For mange vil der være tale om nedsat hukommelse for, hvad der sker i denne fase. Mange vil fremtræde rolige, nogle snakkende om bagateller og andre vil være råbende, ofte gentage sig selv. Uanset adfærd vil følelsen være kaos.
     
  • Reaktionsfasen: 2.del af krisens akutte fase. Varighed: uger til måneder. Reaktionsfasen starter, når den ramte tvinges til at erkende det skete. Smerten bryder frem i hele sin styrke. Det medfører sorg, fortvivlelse, tomhed, evt. vrede og desperate handlinger. Personen prøver at forstå og spørger igen og igen ”hvorfor”, ofte spørgsmål der ikke kan besvares ”Hvorfor netop mig”. Ofte ses søvnforstyrrelser, øget alkoholkonsum, kropslige reaktioner, nogle bliver hallucinerende (har kontakt med afdøde). Betydeligt subjektivt syn på traumet, årsager og handlinger. Traumet ses i en forståelse, der kan ligge langt fra virkeligheden (f.eks. pårørende til trafikoffer nægter, at ulykken er sket; spritbilisten, der giver andre skylden for ulykken; patienter, der nægter at have fået at vide, de har kræft (50%)).
     
  • Bearbejdningsfasen: Den akutte tilstand er nu overstået. Varighed fra ½ til et helt år. Accept af situationen, forsonende holdning til realiteterne og orientering mod fremtiden, nu ikke længere opslugt af traumet. I tiltagende grad realistisk syn på traumet, årsag og konsekvenser. Adfærd normaliseres samtidig med at nye sociale roller indlæres, fornægtelse aftager. Skyld og ansvar for det skete får et realistisk indhold. Såfremt den ramte ikke selv kan bearbejde alene eller ved sine pårørendes hjælp, er det uhyre vigtigt, at professionel bistand gives i form af samtalebehandling, mhp. at minimere virkelighedsforvrængning, da der ellers er fare for, at tilstanden bliver kronisk og personen invalideres psykisk (f.eks. udvikler angstneurotiske træk, depressive tilstande eller paranoide tankeforstyrrelser ofte svage, men socialt ødelæggende).
     
  • Nyorienteringsfasen: Denne sidste fase har naturligvis ingen egentlig afslutning, - som tiden går normaliseres tilstanden for den ramte. Det oplevede indgår som en naturlig erfaring fra ens liv. I denne fase begynder man i stigende grad at få et mere realistisk syn på f.eks. et ulykkesforløb; afdøde, som ikke kun huskes i positiv omtale eller det modsatte om fraskilte ægtefæller. De traumatiske begivenheder og personer huskes i et mere realistisk og nuanceret skær. Selv i nyorienteringsfasen er mange dog i lang tid sårbare over for mærkedage og lignende situationer. Det ”sidste” forsoningsarbejde foregår næsten ubemærket og med lange mellemrum og for den implicerede med realistisk distance.

Kilde: www.psyknet.dk

 

 

Bilag 3

 

Gode råd om psykisk førstehjælp

 

  • Vær opmærksom på at være støttende og omsorgsfuld
  • Aflast og beskyt mod stressende påvirkninger: Stærke indtryk, nysgerrighed m.v.
  • Undgå falsk trøst og friske bemærkninger.
  • Brug tid og lyt
  • Støt om nødvendigt personen i at fortælle
  • Undgå at dramatisere, kritisere, korrigere og bremse følelser
  • Accepter reaktioner
  • Hjælp den ramte med at få struktur på oplevelsen og den nære fremtid.

 

Kilde: Himmelev Gymnasiums omsorgsplan, maj 2001

 

 

 

 

Bilag 4

 

Til elever – Sådan kan du hjælpe, hvis en af dine kammeraters nærmeste er død.

 

  • Det værste, du kan gøre er at isolere din kammerat.
     
  • Du skal ikke sige en masse – du skal bare være der. Spørg eventuelt om, hvad du kan gøre, men husk først og fremmest at lytte.
     
  • Det er ikke sikkert, at din kammerat selv begynder at tale om hændelsen, fordi han/hun er bange for at ødelægge stemningen.
     
  • Det er ikke din skyld, hvis din kammerat kommer til at græde, når I taler sammen. Kammeraten er ked af det – derfor græder vedkommende. Bagefter, når gråden er stilnet, kan I godt tale sammen igen.
     
  • Det er vigtigt både for dig selv og din kammerat, at du går med til begravelsen, også selv om du i første omgang tror, du ikke kan klare det. Gå også med til evt. sammenkomst bagefter.
     
  • Det er vigtigt at vide, at sorgen bevæger sig i bølger. Man er ikke lige ulykkelig hele tiden.
     
  • Du skal ikke føle dig forpligtet til pludselig at gøre en hel masse, hvis det drejer sig om en kammerat, som du normalt ikke har noget forhold til.