Hjem Sitemap

Brøndby gymnasiums historie 

28-01-2005 Succes for informationsmøde
50 uddannelsessøgende unge dukkede onsdag aften op til informationsmøde på Brøndby Stadion for at høre om det nye Brøndby Gymnasium som slår dørene op til sommer.
Brøndby Gymnasium bliver kendetegnet ved stor fokus på it, idræt og internationalisering og vil tilbyde holdundervisning i fodbold og håndbold. Herudover vil den fleksible undervisningsform betyde et tæt samarbejde med de idrætsforbund hvor de studerende dyrker deres eliteidræt.

Ud over grænserne
Brøndby Gymnasium er dog ikke kun for særligt sportsinteresserede unge. Elevgrupper bliver en blanding af unge mennesker med mangfoldige interesser hvor lysten til at se ud over grænserne dog skal være et fællestræk. Den internationale dimension opfatter Brøndby Gymnasiums bestyrelse som helt central for en moderne ungdomsuddannelse, der skal understøtte elevernes skoling til en globaliseret tilværelse. Hvad enten drømmen er professionel fodboldspiller i Schalke 04 eller til Barcelona som au-pair!
- Vi har haft opkald fra mange unge mennesker, der gerne ville skrives op med henblik på start i 2006 og 2007. Det tyder på at kræfterne bag Brøndby Gymnasium, der omfatter Brøndby IF og Brøndby Kommune, så rigtigt da de besluttede at gennemføre ideen om det private gymnasium, fortæller Peder Siggaard der er bestyrelsesmedlem i Brøndby Gymnasium.

Rektor klar til udfordringerne
På informationsmødet præsenterede den nyansatte rektor, Pia Sadolin, Brøndby Gymnasiums grundidé og studieretninger.
Pia Sadolin, der er 45 år, har i flere år været inspektor på Odsherreds Gymnasium, hvor hun på det seneste har arbejdet med at implementere den nye gymnasiereform, der træder i kraft den 1. august 2005. Pia Sadolin glæder sig til de nye udfordringer og mener, at planerne om Brøndby Gymnasium realiseres på det helt rette tidspunkt.

- Mens alle de gamle gymnasier må slås med to uddannelser på samme tid: Elever der læser efter den gamle ordning, og elever der starter på den nye, kan Brøndby Gymnasium koncentrere sig om at skabe de bedste rammer og det bedste indhold for den nye gymnasieuddannelse.

Forspring til Brøndby Gymnasium
Som sidegevinst, tilføjer Pia Sadolin, kan Brøndby Gymnasium tilmed høste erfaringer med at være en privat uddannelsesinstitution og tackle de udfordringer som det giver i forhold til gymnasiereformen. Dermed opnår gymnasiet et par års forspring sammenlignet med de amtslige gymnasier der først skal være selvejende i 2007.
- At medvirke til opbygningen af et helt nyt gymnasium er en spændende og attraktiv opgave, som jeg ser frem til at være med til at løse, fortæller Pia Sadolin. Hun indgår allerede nu i tæt samarbejde med Brøndby Gymnasiums arbejdsgruppe om tilrettelæggelsen af orienteringsmøderne og den videre strategi.

Med professionel opbakning fra bl.a. Brøndby IF er det en optimistisk og spændt rektor, der snart sætter sig i rektorstolen i visheden om, at benarbejdet for det nye Brøndby Gymnasium nok skal blive gjort.

26-03-2005 Nyskabelse med fokus på fleksibilitet og kvalitet
Når Brøndby Gymnasium til august slår dørene op til det nye virtuelle gymnasium med særlig fokus på it, idræt og internationalisering, bliver det med kvalitet og fleksibilitet som den røde tråd. Det står allerede skrevet i kortene, at kombinationen sport og skolegang får ideelle kår på et gymnasium, der er en uddannelsesmæssig nyskabelse, og hvor der i endnu højere grad stilles større krav til eleverne.
Med plads til i alt 270 elever fordelt på tre årgange, hvoraf de første omkring 90 studerende allerede ventes klar til studiestart på den anden side af sommeren, bliver det langt fra et af landets største gymnasier, der til august ser dagens lys. Det har, siden projektet blev søsat, heller aldrig været formålet, tværtimod. Hensigten har nemlig hele tiden været kvalitet frem for kvantitet.

- Skolen har den rette størrelse. Vi vil have, at det skal være et sted, hvor alle kender alle, og hvor mulighederne er store. Nogle vil måske mene, at fleksibiliteten bliver større des flere elever, der er, men der vil vi gå en anden vej. Det vil vi vise i overordnede træk og i dagligdagen, hvor fleksibilitet og kvalitet er to nøgleord.

Således taler bestyrelsesmedlem Peder Siggaard om det Brøndby Gymnasium, der er det første af sin art i landet. Han har været en aktiv del af arbejdsgruppen - med Per Bjerregaard, Kim Vilfort og borgmester Keld Rasmussen i spidsen - der i lang tid har arbejdet med at få defineret gymnasiets værdier, udformning og ambitioner.

Skridtet videre
Udover sin medvirken i Brøndby Gymnasium er Peder Siggaard ITU-træner i Brøndby IF, hvor han indgår i det velfungerende team omkring fodboldklubbens talentarbejde. Og det var netop Brøndby IF, der tog initiativ til Brøndby Gymnasium, efter det havde været på tegnebrættet i mange år.
Ønsket har hele tiden været at kombinere de unge fodboldspilleres elitetræning, med uddannelse. Dét har hidtil været klaret ved dialog med forskellige uddannelsesinstitutioner, hvor problemerne med de mange spilleres udlandsrejser og landsholdsopgaver ofte har måttet håndteres hen ad vejen. Et egentlig samarbejde har der kun været med Ishøj Handelsskole, hvor en fornuftig dialog har sikret en god skolegang for elitespillerne, samtidig med at der har været ekstra fokus på sporten, bl.a. ved formiddagstræning på skolen nogle gange om ugen.

Med Brøndby Gymnasium tager Brøndby IF skridtet videre, ikke mindst for i endnu højere grad at udvikle hele mennesker, som alle dage har været en grundsten i Brøndby IF's talentudvikling. Med et ben i hver lejr ligger fordelene lige til, om end udfordringerne bliver mange.

- Vi vil skabe et skolemiljø, hvor der skal være en god blanding af idrætsudøvere og 'almindelige' elever. Det er vigtigt for os, at vi får en god blanding, og i den forbindelse er det utrolig vigtigt at få slået fast, at fordi der bliver ekstra fokus på sport, koster det ikke på fagligheden, tværtimod vil jeg sige. Der vil blive stillet store krav til eleverne, der i dén grad selv kommer til at præge deres uddannelse. De kommer til at stå med et stort ansvar, hvor der skal planlægges, hvis eleven fx har mange turneringer og udlandsrejser i forbindelse med en sportsgren.

Det er nemlig ikke kun fodboldspillere, der får sin daglige gang på gymnasiet. Alle idrætsudøvere har mulighed for at komme ind, såfremt de opfylder de uddannelsesmæssige krav, der stilles. Gymnasiet tilbyder professionel træning i fodbold og håndbold to gange to timer om ugen uden for fagrækken. Selvom mange fodbold- og håndboldspillere allerede har søgt ind, omfatter interessen også elever, der ikke har en baggrund som idrætsudøver.

- Efterspørgslen har været stor allerede, og det er både af idrætsudøvere og almindelige 'studerende', som har ansøgt om optagelse. Det bekræfter os bare i, at lokalområdet også har manglet et gymnasium, samtidig med at kombinationen idræt og uddannelse er efterspurgt på uddannelsesområdet. Det er jo ikke kun fodbold- og håndboldspillere, der har søgt om optagelse. Af atypiske idrætsudøvere, som har søgt om at komme ind, er bl.a. en springrytter.

Kulturbærere og ny reform
- De nye elever bliver kulturbærere, som Peder Siggaard udtrykker det. Skolen har fra starten ikke traditioner som tilfældet er på andre gymnasier, og derfor får eleverne en helt unik mulighed for at få indflydelse og præge stedet og de normer og traditioner, der skal følge i årene som kommer.
Brøndby Gymnasium bliver som udgangspunkt et gymnasium som alle andre, dog med nogle andre vinkler. Undervisningen bliver en kombination af netbaseret og almindelig faglig undervisning. De studerende tilrettelægger delvist selv deres studie, hvilket giver muligheder for andre aktiviteter under studiet, såsom sport.

- Når man skal bygge et nyt gymnasium op, og især et af denne karakter med særlig fokus på it, idræt og internationalisering, er det indlysende, at vi går efter nogle bestemte profiler på leder- og lærersiden. Vi har ansat Pia Sadolin, der virkelig brænder for at skabe gymnasiet, som rektor. Hun har en stor erfaring fra den gamle gymnasiestruktur, men kender også meget til den nye gymnasiereform. Hun er typen, som kan lide udfordringer. Ved hendes side har vi ansat Ole Juul Lund som souschef. Han har ligeledes mange idéer og kender en hel del til reformen. Vi er overbeviste om, at de vil passe godt sammen, og sammen skal de føre skolen frem.

Fra sommeren 2005 træder den nye gymnasiereform i kræft - en historisk reform, hvor der gøres op med den sproglige og matematiske linje, der afløses af et halvt års grundforløb, hvorefter uddannelsen er deles op i forskellige linjer med et væld af valgfag.

Mens etablerede gymnasier står foran store administrative udfordringer i forhold til den nye gymnasiereform, der skal samkøres med det tidligere system, som i forvejen er inde på livet af lærere og elever, forholder det sig anderledes med Brøndby Gymnasium. Her starter gymnasiet uden forhistorie, og den nye gymnasiereform kan således implementeres allerede, før gymnasiet slår dørene op.

- Det betyder, at vi ikke skal bruge en masse kræfter på at overføre gamle rutiner og procedurer over i et nyt system. Vi starter på en frisk og kan sætte alle sejr ind på at få kørt det nye system ind fra starten, forklarer Peder Siggaard afslutningsvist.

27-03-2005 Rektor med ambitioner og drømme
Som nytiltrådt rektor for Brøndby Gymnasium står Pia Sadolin foran mange udfordringer. Arbejdsopgaver er der nok af, og forude venter hårdt arbejde for at få Brøndby Gymnasium gjort klar til studiestarten til august. Ambitionen er et velfungerende gymnasium, hvor kombinationen idræt, it og Internationalisering skal skabe en spændende og fleksibel hverdag for de studerende, og hvor det faglige udbytte skal være stort.

Den 1. marts satte Pia Sadolin sig i rektorstolen på Brøndby Gymnasium, en stol der i øjeblikket er placeret i et mødelokale på Brøndby Stadion. Forude venter der nogle travle måneder, hvor et helt nyt gymnasium skal skabes. Forarbejdet har været godt, men mange ting skal på plads. Det administrative personale og lærere skal ansættes, samtidig med at hele strukturen skal bygges op, inklusive implementering af den nye gymnasiereform. Selvom man hurtigt kan tabe pusten over de mange arbejdsopgaver, er Pia Sadolin fuld af gå-på-mod.

- Brøndby Gymnasium skal være en udfordring. Vi skal sørge for, at de unge mennesker, der kommer hos os, oplever gymnasietiden som en udfordring. De skal først og fremmest udfordres fagligt, blive dygtigere. Men de skal også udfordres organisatorisk, blive bedre til at strukturere deres hverdag, tid og liv. Og så skal de udfordres socialt, blive modne selvbevidste unge mennesker. Derfor vil Brøndby Gymnasium også være en udfordring for de ansatte, lærerne, administrationen og mig selv. Det er os, som skal etablere rammerne for elevernes udfoldelse, og det er os, der skal sikre det modspil, som eleverne har krav på i deres gymnasieforløb.

Pia Sadolin, der er 45 år, har i flere år været inspektor på Odsherreds Gymnasium, hvor hun på det seneste har arbejdet med at implementere den nye gymnasiereform, der træder i kraft den 1. august 2005. Hun er derfor godt gearet til udfordringerne med den omfattende gymnasiereform.

- Vi har valgt at spille ud med fem studieretninger, som vi mener matcher profilen: Idræt, it og internationalisering og samtidig giver de bedste muligheder for valg af uddannelse. Så ved siden af den mere traditionelle naturvidenskabelige studieretning - matematik, fysik og kemi - tilbyder vi idræt som studieretningsfag i kombination med biologi og matematik. Vi satser internationalt med koblingen engelsk, samfundsfag og erhvervsøkonomi. Vi tilbyder en multimedielinie inkluderende engelsk og spansk. Og endelig udbyder vi en studieretning, vi har kaldt sprog og samfund med studieretningsfagene engelsk, tysk og samfundsfag, forklarer Pia Sadolin og fortsætter.

- Det skal være attraktivt at gå på Brøndby Gymnasium. Vores mål er at ligge øverst på elevernes hitliste og det skal ske i samarbejde med Brøndby IF og erhvervslivet. Desuden ønsker vi tætte relationer til virtuelle institutioner og højere læreranstalter, som sparringspartnere og aftagere af vores elever.

Virtuelt gymnasium
Den virtuelle dimension er vigtig i hele tilrettelæggelsen af gymnasiets undervisningsstruktur, som Pia Sadolin forklarer det. It giver muligheder for undervisning uden krav om alles fysiske tilstedeværelse, samtidig med at denne form for tilegnelse af viden giver eleverne en ekstra kompetence, som vil være attraktiv i mange andre sammenhænge.
- Det er vigtigt samtidig at understrege at opbygningen af et virtuelt undervisningsmiljø ikke vil ske på bekostning af nærhedsprincippet! Tværtimod er vi udmærkede klar over, at perioden 16-19 år for de unge mennesker også handler om andet end sport, it og faglige udfordringer. En af de største udfordringer kan være turen ned gennem kantinen. Og vi er godt klar over, at gymnasiet vælges, fordi dér holdes de bedste fester. Det vil vi naturligvis også leve op til på Brøndby Gymnasium. Og det er da en udfordring til de nye elever, der vil noget.

Det første år vil Brøndby Gymnasiums fysiske udfoldelse være præget af en nomade-livsform, hvor der lejes lokaler med base i nogle midlertidige pavilloner ved Brøndby Stadion, men fra august 2006 vil Brøndby Gymnasium være flyttet ind i egne lokaler.

08-08-2005 Brøndby Gymnasium klar til start
For alle eliteidrætsgrene gælder det at øget træningsmængde kræver en mere fleksibel skolegang end de undervisningstilbud som findes i dag. Det var udgangspunktet da Brøndby IF og Brøndby Kommune i december 2004 tog initiativ til at oprette Brøndby Gymnasium som et selvejende privatgymnasium. Nu, otte måneder senere, er Brøndby Gymnasium en realitet.
- Brøndby Gymnasium bliver en levende udfordring. Vi skal sørge for, at de unge mennesker, der kommer hos os, oplever gymnasietiden som en udfordring. De skal først og fremmest udfordres fagligt, blive dygtigere. Men de skal også udfordres organisatorisk, blive bedre til at strukturere deres hverdag, tid og liv. Og så skal de udfordres socialt, blive modne selvbevidste unge mennesker.

Sådan beskriver rektor Pia Sadolin den opgave som hun sammen med Brøndby Gymnasiums lærerstab tager hul på når 60 elever torsdag den 11. august har første skoledag i et ungdomsmiljø præget af konkurrencementalitet og et undervisningsmiljø præget af de nyeste IT-muligheder som bliver Brøndby Gymnasiums varemærke.

Åbningen af Brøndby Gymnasium markeres med en åbningsreception som holdes i Vilfort Lounge på Brøndby Stadion torsdag den 11. august kl. 12:00. Her vil Brøndby Gymnasiums elever blive budt velkommen af bl.a. videnskabsminister Helge Sander, undervisningsminister Bertel Haarder og kulturminister Brian Mikkelsen.

Brøndby Gymnasiums 60 studerende fordeler sig som følger på de fire studieretninger: Internationalisering: 20, Medier og sprog: 10, Sundhed og idræt: 22, Naturvidenskab: 8. Herudover har 28 elever valgt fodbold og 15 håndbold som linjefag i idræt.

11-08-2005 Brøndby Gymnasium åbnet
16,7 procent af regeringen var repræsenteret da Brøndby Gymnasium i dag officielt blev åbnet, og dermed gav videnskabsminister Helge Sander, undervisningsminister Bertel Haarder og kulturminister Brian Mikkelsen de 60 elever på Brøndby Gymnasium en mindeværdig første skoledag.
De tre ministre lagde på skift vægt på den nybygger-rolle som Brøndby Gymnasium får i kraft af sit samspil mellem professionel sport og uddannelse, og at gymnasiet er bygget op udelukkende omkring den nye gymnasieordning med alle dens muligheder.

Brøndby Gymnasium er blevet til på initiativ af tidligere borgmester i Brøndby, Kjeld Rasmussen, og adm. dir. i Brøndby IF, Per Bjerregaard, og siden beslutningen om at oprette Brøndby Gymnasium som en selvejende institution, er blot gået otte måneder til åbningen.

Brøndby Gymnasium har til huse i midlertidige bygninger bag Brøndby-Hallen indtil gymnasiets endelige hjemsted er bygget på Brøndby Stadion.

 







 

Brøndby Gymnasium
Brøndby Stadion 28A
2605 Brøndby

Telefon: +45 43 20 50 70

Send mail

Kontorets åbningstider:
Mandag - tirsdag: kl. 08.00 - 16.00
Onsdag - torsdag: kl. 08.00 - 15.00
Fredag: kl. 08.00 - 14.00