Publiceret 07-05-2020 af Pia Sadolin

Nyt fra Gymnasiet, uge 8 ct (Coronatid)

Det har været en bevægende uge med lys i vinduerne og højtideligholdelse af 75 års dagen for Danmarks befrielse – sammen men på afstand.

En uge, der har budt på udfordringer og håb. Kommende studenter, der naturligvis håber på at få så mange ritualer med over i deres færdiggørelse af 3 års studier som muligt og for hvem, den forkætrede eksamensperiode er blevet mindre skræmmende. Bekymrede elever fra 1. og 2. årgang, som ville have foretrukket eksamen og læseferie frem for flere uger med undervisning og test. Deres håb er at komme fysisk tilbage på BG snarest muligt. Dem har vi lavet en lille hilsen til fra Solgården

For lærerne handler det om at holde fast i elevernes motivation og nysgerrighed samtidig med at de skal have skabt et helt præcist grundlag for karaktergivningen. Det er en balancegang, hvor traditionen for den kritiske samtale i undervisningsrummet kan blive presset af en snigende testkultur. Vi arbejder med, at den digitale undervisning fordrer en dialog mellem lærer og elever, som skal tænkes ind i nye didaktiske rammer.

Vi har på BG brugt Teams med god succes i undervisningen og eleverne kommer stort set aldrig for sent. Til gengæld har vi erfaret, at undervisning i Teams kan opleves som at undervise bogstaver. I stedet for levende billeder af den enkelte elev, slås kameraet fra, så man kun ser elevens initialer. Det viser sig, at eleverne mange gange simpelthen ikke er kommet ud af sengen endnu eller sidder i nattøj og derfor ikke er helt dressed up til skærmbilledet.

Vi vil derfor bede jer, forældre, om at bidrage til jeres unge menneskers undervisningsparathed! Sørg for at vækkeuret stadig ringer i god tid, at de kommer op og i tøjet OG spiser morgenmad inden første lektion. Vi lover så på vores side at give dem de fornødne pauser undervejs, drosle lidt ned på de skriftlige prøver og i stedet bade deres nysgerrighed i nye videnskabelige landevindinger og meningsudvekslinger.

Mine børn vokser op i et land, der er næsten 10 gange rigere end det land, mine bedsteforældre blev født i for godt 110 år siden. Denne imponerende næsten eksponentielle, velstandsfremgang skyldes bl.a., at vi har uddannet os mere. Mine børn vil som generation også være bedre uddannet end min generation. Men det er ikke sikkert, de vil indrette samfundet helt på samme måde. I disse uger får de nogle erfaringer med sig, som utvivlsomt vil præge deres valg og voksenliv.

Alle danskere står på skuldrene af de allierede magter, som befriede os i kamp og de danske frihedskæmpere, som satte livet på spil overfor besættelsesmagten. Måske håbede frihedskæmperne også på noget andet end det, de fik. Men æren beholdt de.

Vores børn skal blive stærkere af denne (corona)krise, de skal reflektere over dens indvirkning på tilværelsen, overveje hvad de sætter pris på. De må ikke blive magtesløse ofre for en (ungdommelig) håbløshed. Drengene fra Skt. Petri startede ud som lømler med mod på spænding og sabotage mod den udenlandske overmagt.

Jeg vil have modet og drengestregerne tilbage i de unges værelser. Kæmp! Og brug situationen til at udtænke nye måder I kan purre op under samfundet på, når nu vi engang får vores forsamlingsfrihed tilbage.

Hvem ved?

Måske kan jeg allerede i mit næste nyhedsbrev skrive om de nye åbningsreglers betydning for ritualer og skolegang. Og berette om 1. og 2.g-elever og 1. hf’ere, der ganske vist er begyndt at komme lidt for sent men til gengæld har outfittet og den kritiske sans i orden.

Nyd storbededagsferien – den har aldrig haft større symbolsk betydning.


Pia Sadolin
Rektor

template-img

 

Del denne nyhed på Facebook