Publiceret 17-04-2020 af Pia Sadolin

Nyt fra BG, Uge 5 ct (Coronatid)

Mandag den 20.4. går det løs – 3.g’erne er tilbage

Mens alt omkring os springer ud, går vi forsigtigt i gang med at åbne Danmark op igen.

Forberedelserne til at modtage 3.g’erne mandag den 20.4. har dog ikke være præget af forsigtighed.

Tvært imod.

Der er blevet arbejdet hårdt med skemalægning og en helt særlig corona-indretning af BGs fysiske rammer. Der er virkelig lagt kræfter i at gøre 3.g’ernes comeback til en ganske særlig oplevelse.

Nye måder, anderledeshed og alternativer blomstrer for øjeblikket sammen med fælleskab, samfundssind og hensynsfuldhed. Det er positive ord, som illustrerer at vi midt under en alvorlig epidemi, kæmper for at finde veje ud af krisen. Ved at vælge fornuftige strategier, kreative løsninger og ansvarligt sammenhold – hver for sig og sammen – skal det nok lykkes.

Den 12.3. lukkede BG ned. I 5 uger har vi udelukkende undervist online. Det er gået godt derude bag skærmene. Nu kommer 3.g’erne tilbage. Fra på mandag kan de igen se hinanden og være sammen. Det vil helt sikkert have stor trivselsmæssig betydning. Springtime is comingJ

Vi glæder os til at vende tilbage til en hverdag med fysisk tilstedeværelse og håber at 3.g’erne vil tage godt imod vore bestræbelser på at gøre undervisningen så nærværende som muligt, givet de helt særlige vilkår.

Der vil være en masse begrænsninger på elevernes udfoldelser på gymnasiet. Det kan ikke være anderledes, når vi skal indrette os efter Sundhedsmyndighedernes anvisninger. Men lad os få det bedste ud af det. Være hensynsfulde, fornuftige og kreative.

Vi kender nu de kommende studenters eksaminer, 2 skriftlige og én mundtlig. Det er godt, at man har valgt et rigtigt eksamensforløb, som 3.g’erne kan forberede sig på. Det kan vi så gå i gang med sammen fra på mandag.

Der er rigtig meget, vi skal have snakket om, når vi mødes på mandag. Desværre bliver det fortsat uden 1.g’erne, 2.g’erne og hf’erne. Dem har vi til gode :-)

God weekend og på gensyn lige om lidt.

Pia Sadolin

template-img

 

Del denne nyhed på Facebook