Publiceret 03-04-2020 af Pia Sadolin

Nyt fra Gymnasiet – status på uge 3 ct (Coronatid) - Påskehilsen

Jeg håber, at I alle er ved godt mod og helbred.

Kan vi også håbe på, at kurven så småt begynder at flade ud?

Man tør næsten ikke tro det og Mette (som alle nu kalder statsministeren – Danmarkshistoriens yngste i øvrigt) maner da også til besindighed.

Rolig nu.

Vi håber på en oplukning af BG med fysiske skoledage efter Påske.

Men vi skal lukke op stille og kontrolleret og uden mylder og ståhej, forlyder det fra Mette.

3. Coronauge er ved at være afsluttet. SRP’erne er afleveret, HF-ernes projektperiode er på plads. Det er gået godt, der er optimisme. Nu kigger vi fremad.

Vi er i gang med at planlægge en etappevis tilbagevenden til undervisningen i BGs lokaler.

Vi vil frem til midten af maj fastholde afstandskriteriet som en vigtig præmis for den fysiske undervisning, ligesom det også vil have indflydelse på frokosten i kantinen. Vi kan ikke være her alle sammen samtidig.

Ud over afstandskriteriet lægger vi vægt på at tage særligt hensyn til afgangsklasserne, dvs. de elever der går i 3.g og som bliver studenter til sommer.

Med en nystartet hf-linje har vi også et særligt hensyn at tage til hf-eleverne, der jo ikke får standpunkts- og årskarakterer. HF’erne afslutter et antal fag efter 1. hf, som de skal til eksamen i, dem prioriterer vi derfor højt.

Dertil kommer alle de fag som 1.g’erne og 2.g’erne afslutter og derfor har mulighed for at komme til eksamen i. Undervisningen i disse fag vil også vægtes højt.

Endelig kan der være elever og lærere (og øvrige medarbejdere), som er i en særlig sårbar situation, der skal tages specielt hensyn til. Så summa summarum: hensynene står i kø.

Yderligere er der den lille krølle, at henstillingen om ikke at opholde sig mere end 10 personer sammen ad gange stadig er gældende. Vi håber, vi i vores planlægning må overrule denne henstilling med afstandskriteriet. – Altså, der skal være god plads mellem eleverne.

Alt det her betyder, at vi leger med en model, hvor skemaet og dermed undervisningen brydes op i en virtuel og en fysisk fremmøde del. Således at ikke alle elever er på gymnasiet samtidig.

Ind til videre ser Lectio normal ud, da vi endnu ikke har besluttet os for, om modellen skal operere med undervisning med fremmøde på halve dage eller med fremmøde hver anden dag eller…..men det er vi i gang med. Og tirsdag efter Påske bliver alle præsenteret for den model, vi med den viden, vi har om forholdene, har kunnet udarbejde.

Det har krævet mange nye løsninger at få undervisningen afholdt og til at hænge sammen.

Lærerne har været rigtig gode til at omstille sig til at undervise 100% digitalt og eleverne har taget godt imod. Vi har stor glæde af det tætte samarbejde, den nye situation har betydet. Og vi har utvivlsomt haft en fordel i, at BG igennem lang tid har erfaring med digital undervisning.

Når det er sagt, er det klart, at der stadig er store udfordringer og meget uvished i forhold til, hvordan vi genåbner BG og hvordan arbejdet her i foråret skal afsluttes.

Der, hvor vi har særlige udfordringer, er naturligt nok afviklingen af eksamensterminen. 3.g’ernes første skriftlige eksamen finder efter planen sted 19. maj.

Derfor er vi naturligvis også spændte på, hvad den bebudede gradvise åbning af landet kommer til at betyde helt konkret og om der skal flyttes rundt.

Vi er sikre på, at det nok skal lykkes – der er også stor forståelse fra ministeriets side i forhold til, at mange ting må afvikles alternativt og ikke nødvendigvis fuldstændig i overensstemmelse med, hvad der står i Bekendtgørelsen.

Målet er, at vi meget snart kan melde ud til eleverne, hvordan eksamener dette forår/denne sommer kommer til at foregå, så alle kan forberede sig så godt som muligt, alt taget i betragtning.

Med ønsket om alt godt og en snart velfortjent påskeferie er jeg også spændt på, hvordan eftermiddagens virtuelle fredagscafé kommer til at forløbe :-)

God Påske

Pia Sadolin
Rektor

template-img

 

Del denne nyhed på Facebook