Publiceret 11-03-2020 af Pia Sadolin

Orientering vedr. COVID-19

Som opfølgning på den løbende orientering eleverne og medarbejderne har modtaget pr mail siden torsdag den 27.2. frem til nu var Sanne og jeg på besøg i dag i hver klasse. 

Vi orienterede om 3 emner: 

  • De forholdsregler, vi alle skal tage 
  • Undervisningssituationen, studierejser og mulig lukning 
  • Frokostordningen 

De forholdsregler, vi alle skal tage 

  • Håndvask, grundigt og ofte 
  • Håndsprit, som er opsat over hele skolen 
  • Hoste og nyse i ærmet 
  • Undgå håndtryk og kindkys – vær ikke for tæt med andre, hold afstand 
  • Undgå tog og bus, der er overfyldte – så kom hellere for sent (fravær godskrives) 
  • Vær opmærksom på mennesker i din omgangskreds og evt. symptomer 
  • Sørg for at bortskaffe dit skrald – gælder ift. skolen, hjemme og i det offentlige rum 

Undervisningssituationen, studierejser og mulig lukning 

  • 3.g 
  • SRP er tilrettelagt således, at processen kan køres 100% digitalt, hvis skolen må lukke. Evt. eksperimenter skal aftales med vejlederne. 
  • 1.hf 
  • NF-opgaven er tilrettelagt således, at processen kan køres 100% digitalt, hvis skolen må lukke. Ekskursioner vil dog aflyses. 
  • 2.g 
  • Historiefagdag i København gennemføres som planlagt 

Samlet set prøver vi at lave turnusordninger, så alle klasser ikke er her dagligt, men undervises virtuelt på skift. Det gør vi for at begrænse presset på de fysiske rammer og dermed evt. smittespredning. 

Vi har besluttet, at blot et enkelt tilfælde af COVID-19 blandt vore elever eller medarbejdere vil medføre, at hele skolen lukkes og alle hjemsendes. Interaktionen mellem eleverne på tværs af fag og klasser er for stor til at enkelte kan isoleres. 

Den almindelige undervisning vil i lukningsperioden være digital. Dels har vi bedt lærerne snakke med eleverne om en virtuel tilrettelæggelse, dels er det ledelsens opgave at sikre en ansvarlig tilrettelæggelse i de tilfælde, hvor en digitalisering ikke er lige for. 

Såfremt eleverne hjemsendes sfa. COVID-19 ifm. skolelukning, uden selv at være smittet eller udvise symptomer, opfordrer vi til at gå i dialog med evt. klub, forening, arbejdsgiver osv. om deltagelse/arbejdsudførelse. 

Vi forventer, at en evt. lukning vil vare til og med Påskeferien, da COVID-19 aktuelt forventes at toppe medio april. 

En særlig situation er opstået omkring de to forestående studierejser til henholdsvis USA og Edinburg. I skrivende stund bliver rejsen til USA annulleret. En række af de virksomheder, eleverne skulle besøge, er simpelthen lukket ned. Der er desuden stor usikkerhed om USA's Corona-situation. Ang. Edinburg undersøger vi rejsemålet, men må nok også her forvente aflysning. 

Vi henholder os til force majeure, idet ingen kunne have forudset Corona-virussens komme og omfang. 

Frokostordningen 

Frugtordningen suspenderes pr. 12.3. Vi kan ikke servere frugten isoleret. 

Al mad serveres i lukkede emballager fra på mandag den 16.3. frem til Påskeferien. Mad og bestik udleveres af de to pedeller, som begge bærer handsker. Madudleveringen foregår i spisefrikvarteret i de enkelte klasseværelser. Eleverne kan indtage maden i klasselokalet eller i kantinen.  

Al emballage og bestik indsamles efterfølgende af de to pedeller. 

Gode ideer til ”emballagemad” modtages gerne af vores madleverandør. 

Så frem vi vurderer, at frokosten ikke kan forsvares gennemført på ovenstående vilkår, kan vi være nødt til at suspendere den helt. 

Og en tilføjelse: Rengøringen 

Der er ekstra fokus på rengøringen. Det indebærer bl.a. afspritning af automater, bordfodbold, gelænder og håndtag. 

Afslutning 

Der er fuld opmærksomhed på muligt smittede elever (og medarbejdere). Nye oplysninger kan medføre ny situation omk. forholdsregler og lukning. I holdes alle løbende orienteret, både via mail og hjemmesiden. 

 

Pia Sadolin
Rektor 

template-img

 

Del denne nyhed på Facebook